Da alle rutiner og vores søn blev revet fra os

(Så dette indlæg lå under kladder, og synes da bestemt det skal udgives)

Idag er det onsdag, normale mennesker går på arbejde og glæder sig til de skal hjem til familien om nogle timer og holde påskeferie.
Jeg ville egentligt også have været sådan et menneske, men for næsten en måned siden. Blev hele vores liv revet i stykker, vores rutiner forsvandt og savn blev en del af hverdagen.

Jeg stod på mit arbejde, og modtog et opkald fra et telefonnummer som jeg ikke kender.
Der gik en telefonsvare igennem, og jeg lyttede til den. “Hej det er Hedvig, den er helt gal! RING”
Jeg ringede, og fik afvide at der sad en masse ambulancefolk rundt om ham, jeg spurgte ivrigt efter om Mikkel var i live, men ingen kunne give mig noget svar. Inderst inde i mit hovede havde jeg en fornemmelse af at han nok skulle klare den. Det havde han jo gjort to gange før!
Ambulancen var på vej på rigshospitalets traumecenter.

Jeg ringede efter min mand, han spurgte om han skulle komme.. Jeg troede sku ikke at det var så slemt, så sagde “Ej jeg skal nok klare den. Bare du ringer til din far og fortæller ham at han skal hente Cecilie”. Men min man valgte at hoppe i en taxa og skynde sig til Riget.
Han har senere fortalt mig at han i taxaen kunne høre på P3 (hedder den det?) at de alarmerede med en ambulance, lægebil og to politibiler som skulle skynde sig til Rigshospitalet. – Min mand fortalte i slutningen af taxaturen at det altså var hans søn, der var med den ambulance.

 

Jeg satte mig ind i min bil på arbejde, jeg panikkede lidt efter adressen til Rigshospitalet, men fik den tastet ind på min telefon. I lommen havde jeg et studenterbrød og en hindbærsnitte, som jeg havde købt til Mikkel når han vågnede.
Jeg kørte faktisk stille og roligt hen til hospitalet, jeg overholdte alle færdselsregler og kom frem til adressen, men det vidste sig at jeg holdt et helt forkert sted.
Manden fik guidet mig til en anden parkeringsplads. Ude foran hovedindgangen snakkede jeg først med min mand, jeg husker tydeligt at jeg sagde “Mikkel skal have pacemaker og ICD nu, ellers dør han sku af det her!” så snakkede jeg lidt i telefon med min bedsteveninde, som også spurgte om hun skulle komme “Rolig nu Jacque, jeg skal nok ringe når jeg ved mere”

jeg kom hen i skranken ved indgangen og spurgte om vejen til traumecentret, ned af gangen også ned i kælderen.
Jeg kom ned på en lang gang, og min mand stod og kiggede på mig, så græd han.. Som aldrig før!

“Hvis han bliver handicappet, så beholder vi ham!” “selvfølgelig” “du klare den Mikkel” “Du er så sej skat”
“Er han i live?” … Jeg kom ind på stuen, de stod vel 15 mennesker om ham, adredelin, ilt, tryk..
Hans mave blev pustet op, og ned, op og ned.. Intet liv. Jeg gik i panik, og ville bare UD! jeg skyndte mig hen til døren ud på gangen.. En sygeplejerske og manden fulgte mig.. Jeg sundede mig lidt og gik ind igen, jeg så hans øjne var åbne og sagde “hans øjne. De er åbne” Men sygeplejersken kiggede på mig og sagde nogle enkelte ord “det er ikke derfor de er åbne”. Pludselig hørte jeg en læge sige noget med puls, og anede igen håb.. Men nej.

Vi gik ud af rummet endnu engang og gik ud for at ringe til vores familie, som alle sagde at de var på vej.
Sygeplejersken, som faktisk var rigtig sød kom ind til os i konferencerummet og sagde at overlægen gerne ville snakke med os, da det var traumatisk.
Vi kom ind i rummet, alle lægerne var gået bag en stor glasvæg, og der stod en politibetjent også.

“Vi kan desværre ikke gøre mere, han har haft hjertestop i en time nu, og hvis han vågner nu, vil han kun være en skald”

du lå så fint skat, jeg gik over til dig og snakkede, sang mariehønen evigglad og lille peter edderkop for dig. Lukkede dine øjne – Jeg kunne se din sjæl for langst havde forladt kroppen.