Jeg har rigtig længe gerne ville skrive dette indlæg.
Et indlæg der handler om de følelser og tanker jeg har efter Mikkels død.

.. Jeg føler jeg har fået et handicap, ikke sådan et hvor jeg er blind, døv eller halter på det venstre ben.
Men et handicap der handler om at jeg ikke kan finde ud af at være sammen med flere mennesker af gangen.
Mit hovede står af, men jeg vil virkelig gerne. Jeg elsker også at være i centrum – men det er som om alt lukker ned, og nogen som ikke kender mig vil sikkert tænke. Gad vide hvorfor hun sidder der og surmuler?
Men det gør jeg faktisk ikke, jeg prøver bare at finde kræfterne frem så jeg lige kan klare de næste par minutter.

Det er ikke sådan at jeg får ondt i hovedet. Jeg gemmer mig bare lidt i mig selv og ofte er det Mikkel der er i tankerne.
(Hvordan ville han se ud nu? Hvad ville hans hobbyer være? Hvad ville hans yndlingsmad være? Hvem ville han lege med osv.)

Jeg prøver virkelig at arbejde med mig selv og mine følelser i disse øjeblikke – men det er som om der er noget der tager over. Og jeg føler mig som en helt anden person.

Mine nærmeste venner og min familie kender mig, og ved jeg nogengange får disse øjeblikke.
Men nu vil jeg også gerne ud med det til andre.
Måske sidder der en anden forældre der har mistet og har det på præcis samme måde.
Så skal DU, bare vide at DU ikke er alene.