Tirsdag den 19.01.2016 kl ca 8 mødte manden og jeg op på Rigshospitalet hvor jeg skulle sættes igang. Jeg startede med at få to angusta piller, og blev indlagt på en stue på den anden side af gangen.

Fire timer efter skulle jeg over og have endnu et skud piller, men lægerne var for nervøse for min hjertesygdom og pillerne, så de havde snakket om jeg skulle have ballonkateter i stedet, men dette blev også annuleret i sidste øjeblik – så de endte med at give mig en hindeløsning. Jeg fik regelmæssige veer i 1,5 time, men de gik i sig selv igen.

Jeg stod nu i kø som nr. 1 til at få taget vandet. 3-4 timer senere havde de tid og vandet blev taget.. Den der følelse, den er sær! en varm følelse ned af lårene agtigt.

Vi gik tilbage på vores stue, og jeg var ved at ligge mig klar til lige at skulle slappe af i sengen, selvom veerne allerede havde taget til og var regelmæssige, manden skyndte sig at pakke vores ting og sagde at nu skulle vi over på fødegangen, for han vidste at nu ville det gå stærkt. Jeg var igang med lige at skulle rydde de sidste ting op efter frokosten, men det fik jeg sku ikke lov til.

på fødegangen fik jeg hurtigt henvist et værelse, og veerne blev mere og mere tarvelige. “Daniella hvad har du lyst til?” spurgte min søde jordemoder – “Jeg vil sove!!” “jeg vil have epidural!” .. Jeg fik ingen epdidural, og ingen søvn – men smerter, dem havde jeg mange af. av for helvede! Det her var min tredje fødsel, og jeg kunne bare fornemme hvordan den her baby bevægede sig ned i bækkenet, laaaangsomt og meget smertefuldt.. av for helvede.. det føltes som om jeg skulle lave den største lort, eller slå den største skid.

“Jeg skal tisse, nu!”
Jordemoderen skyndte sig at tage dioder osv af mig.. og to sek efter “neeej, jeg skal ikke tisse alligevel” hahaha, stakkels kvinde.

 

“AV FOR HELVEDE” “Jeg skal skide” “Aaaaaav” “Det er ikke sjovt” vræl, græd, snøft.

Jeg græd under denne fødsel, for helvede hvor jeg græd, jeg ved ikke om det var pga. smerte eller tankerne om at jeg nogle mdr forinden havde lukket øjnene på Mikkel i kælderen for sidste gang. Og nu skulle jeg føde et nyt barn, et barn jeg ikke engang kendte kønnet på. et barn jeg havde svært ved at forholde mig til, jeg havde ikke engang shoppet særlig meget til det. Det hele var sært, om lidt var jeg mor til 3, men jeg havde kun to hos mig.

2,5 time efter vandet var taget kom Niklas til verdenen, husker tydeligt manden der så kønnet på ham og hviskede til mig “det er en dreng” . Jeg var lykkelig, en dreng! Men det var jo ikke Mikkel .. det er stadig skide svært at forholde sig til. Jeg var også skide bange for om jeg ville elske det her barn, men om natten da jeg var indlagt på neo, lå jeg og kiggede på ham i flere timer og kunne fornemme min kærlighed til ham. Jeg har aldrig kigget så meget og følt så meget kærlighed de første dage dengang Mikkel og Cecilie var små.

 

Dem der siger “jeg elsker mit barn allerede fra første syn” .. Det gjorde jeg ikke, og følte mig så forkert begge gange, elskede jeg ikke mit eget barn?
Men har efterfølgende fundet ud af det er normalt, kærligheden kommer løbende. Men med Niklas var den der bare fra første blik. Han ligner sin bror så meget, også den måde han er på – det er fantastisk. Også fantastisk at klæde ham i det tøj Mikkel havde på som baby.

Mikkel som baby.

Men det er forkert at Mikkel ikke er med til at dele glæden med et nyt familiemedlem.
Forkert, at det snart er et år siden han døde.. Børn dør ikke! Det sker altid for naboen, hvorfor sker det her for mig?

 

Der er sket så meget i vores liv de sidste 4 uger.

Niklas er kommet til.
Vi er ved at finde en ny familie til vores dejlige hund.
Huset er sat til salg, nogle har booket en fremvisning næste weekend.
Cecilie er startet i børnehave, et nyt sted

Om lidt er det årsdag for Mikkels død. Hvad laver man den dag? Vi har snakket om at ligge blomster hos ham, og gøre hans have fin.

Om aftenen er jeg inviteret ud og spise og i byen med mit job. På den ene side har jeg lyst til at tage med for at prøve at hygge mig, for det ville Mikkel sikkert ønske sig at jeg gjorde.
På den anden side har jeg bare lyst til at være herhjemme – græde – grine – æde slik og bare lukke mig inde med min familie.

– For helvede hvor er det tarveligt at Mikkel ikke skal være med os, flytte i nyt hus med os, starte et nyt kapitel i vores liv, lege med sine søskende, opleve første skoledag osv.

 

Mikkel du er savnet! Jeg synes tiden lige nu er hård, jeg græder dagligt, er til dagligt inde på dit værelse, ser billeder af dig og prøver at se film – men der knækker jeg sammen, din stemme gør et eller andet i mit hjerte. Elsker dig min basse.