Om to dage, er Cecilie præcis så gammel som Mikkel var den dag han blev storebror.
Sådan nogle ting rammer.

Jeg står bag kassen på mit arbejde som den smilende og glade souschef, men skinnet bedrager. Jeg er langt fra så glad og smilende som jeg ser ud. Når folk spørger mig hvordan det går : Hovedet op og benene ned.. Men ind imellem ville man ønske at benene var så langt nede, nede under jorden og følelsesløse.

Hvordan kan man overleve sine børn? Jeg får indimellem flashback af det opkald jeg fik af pædagogen den onsdag, det er ligesom om jeg ser det som en person der står udefra og kigger på hele episoden. Det er fandme surrealistisk. Jeg får flashback af Mikkel der ligger der på sengen i det store hvide rum med 15-20 læger omkring sig, hans øjne var åbne – jeg lukkede dem mens jeg sang “mariehønen evigglad” og fortalte ham hvor smuk han er.

“Mikkel er død, vi har forsøgt at genoplive ham i en time uden held”. Nu sidder jeg her snart 8 måneder efter, og fatter stadig ikke en skid, og kommer nok aldrig til det.

Hver dag kommer jeg forbi den legeplads hvor han er død, når jeg køre forbi hans kirkegård kysser jeg på min hånd og puster kysset afsted ind til ham. Efter jeg har besøgt ham siger jeg “Nu passer alle i andre fandme på ham, han er en fantastisk dreng” .. Jeg burde måske sige var en fantastisk dreng, men det gør så ondt.. så nej.. det er, er!

Når man skriver kort eller breve til folk, så skal man heller ikke skrive Mikkel mere, det er sært.. Det kan jeg heller ikke stoppe med – så det er bare Rødovre banden.
Hans værelse er så mærkeligt tomt, de sædvanlige bamser, hans dyne osv er væk – de er nemlig med ham .. Nede i den lille kiste.

Det hele er så skide hamrende svært, og jeg ved ikke om folk tror man er kommet over på den anden side.. For helvede – det gør jeg sku da aldrig?

Da jeg hørte i radioen igår at der er lavet en undersøgelse om døende på hospice, så blev jeg faktisk glad – for nogle af de 66 der er blevet snakket med nævnte at deres nærmeste kom ned til dem for at “hente” dem.
Tænk hvis Mikkel en dag kommer og henter mig?

Jeg savner virkelig hans små grin, kommentare, når han kyssede og krammede mig – sov med os – den måde han passede på Cecilie, den måde han spillede ipad på osv.
Han er virkelig en guldklump, han har altid været så nem – alle kender Mikkel som det nemme barn, som ikke krævede alverdens. Var der saltstænger og rosiner, så var han lykkelig.

 

• Nu sidder jeg her, snart 8 måneder efter, endnu et kapitel er igang i vores familie, nemlig familieforøgelse – men alligevel ikke? for vi ville rigtigt være blevet fem i huset, men nu er det bare fire igen.
  Vi havde den familie vi drømte om – vi havde lige været på en fed ferie – og bum.. Alt blev smadret.

 

Nogle uger efter Mikkels afsked (ja det kalder jeg det, da død lyder virkelig ubehageligt og klamt) var jeg hos et medie, jeg fik en masse dejlige beskeder fra Mikkel.

En af beskederne husker jeg tydeligt:
– Han sender snart en gave ned til jer.
Nogle uger efter stod jeg med denne positive graviditetstest.
.. Nogle gange tror jeg på mere imellem himmel og jord, det her er jo et ekstremt vildt tegn – fra min dreng?!

Men andre gange tror jeg ikke på en skid, jeg tør ikke. jeg er bange for at blive skuffet – tænk hvis alle de “tegn” jeg ser, bare er ting jeg bilder mig ind?
Folk der ikke kendte mig før alt det her, må tro jeg er tosset. Og ja jeg er sku blevet det.. Indimellem snakker jeg med mig selv, til billederne af min smukke dreng herhjemme – ude i naturen, jeg kigger ofte op i stjernehimlen, finder den mest skinnende stjerne og bilder mig selv ind at det er Mikkels.

 

• Jeg vil prøve at få det bedste ud af livet, selvom man indimellem bare har lyst til at tage bilen og trykke speederen i bund og finde et tilfældigt træ.

Det lyder hårdt, men sådan nogle øjeblikke har jeg, også prøver jeg at mine mig selv om mine venner og familie – uden dem, ved jeg ikke hvor jeg ville være nu.

Et specielt tak til min søde datter Cecilie, du betyder mere end du tror <3