Det her bliver et indlæg, hvor jeg virkelig lukker op for mig selv og for min fortid.
Ikke mange ved det, men jeg blev faktisk adopteret for ca 4 år siden, af min fars kone – som nu i princippet er min mor.
Jeg ved overhovedet slet ikke hvorfor jeg skriver dette indlæg, men indimellem hjælper det mig bare at få tanker og følelser ned på skrift.

Jeg har som skrevet, fravalgt min mor.
Man kan vel egentligt også mene lidt at hun har fravalgt mig, og fundet flasken og andre sager væsentligt sjovere og mere spændende.
Mine forældre boede sammen til jeg var omkring 4 år, og det var egentligt her hele balladen startede. Min mor arbejdede i Toms og min far var chauffør, han arbejde ret meget for at regningerne og diverse kunne blive betalt – men dette er egentligt ret almindeligt, selv den dag idag ikke?

Både min mor og far var i militæret eller hvad det nu hedder?, og jeg husker tydeligt nogle af de dage jeg var med ude på kasernen og sidde i jeep, tanks osv. Det var faktisk ret sejt! Faktisk var min barndom ret sej hvad angår sådan noget, for min far kørte rundt i en stor lastbil – og jeg elskede at blive hentet i skolen.. Alle de andre havde sådan nogle kedelige biler, vi havde en stor sej rød lastbil!

Tilbage til dengang ‘glansbilledet’ krakelerede.
Jeg var blevet lagt i seng, og hørte pludseligt mine forældre skændes. Som mange andre børn reagerede jeg ved at stige ud af min seng og gå ind imod stuen til dem. Her så jeg min mor stå og true min far med et våben (som skrevet var begge mili et eller andet folk, og havde derfor våben hjemme i lejligheden).
På en eller anden måde har min far kunne få fat i en telefon, og ringede til sin søster – som reeeeet hurtigt kom og hentede mig. Derhjemme boede jeg i 3 mdr, så der kunne komme styr på mit liv, min far og min mors.
Min mor havde fundet en anden fyr, en ret spændende en vist som levede livet – med alt for meget sprut, stoffer og ulovligheder.
Jeg ved sku ikke hvordan man kan falde for sådan en type, og tænke wow?
Men det gjorde hun altså..

Det var lange måneder, og vist også år hos advokater, i retten, hos psykologer og hvad fanden der ikke hørte til. dengang så det offentlige vist ikke fædre som gode forældre – så i kan tro at min far havde kamp til stregen! Heldigvis fik han en super advokat og fik forældremyndigheden over mig.
Men jeg så jo stadig min mor indimellem? I hele den her periode når min mor havde mig, så levede hun rundt omkring. Husker tydeligt da vi sov i telt i Bagsværd mose eller sov på Farum s-togs station.
Husker specielt Farums s-togs station fordi jeg virkelig skulle tisse, og min mor i hendes brandert satte mig bare midt i det hele og sagde, her kan du tisse.
– Tænk at flasken virkelig kan være vigtigere end ens børn?

Der gik ikke længe inden hun flyttede til Nakskov, og endte sammen med en masse andre suttere.
Hernede skulle jeg også besøge hende, jeg fik selv valget om jeg ville afsted eller ej. Men som barn, så tror man jo på det bedste og håber at mor er ædru, nu hvor hun har lovet det i telefonen? Men sådan var det sku sjældent.
Jeg tog bussen fra Kbh hovedbanegård og drog sydpå indtil den station jeg skulle af på et eller andet sted dernede i Nakskov. Jeg husker egentligt tydeligt at min mor ofte havde lavet spaghetti kødsovs til mig, og hun kom altid kulør i, så den blev brun.
Vi lavede aldrig noget særligt, eller spændende. Ofte sad vi i havnen hvor hun drak og jeg måske fik lidt penge så jeg kunne gå i byen og shoppe lidt tøj.
Min mor fik en søn, med ham hun var min far utro med – lad os kalde ham K, altså sønnen.
Han endte også senere hen at blive fjernet fra det grimme miljø, og har det vist idag ret godt.

en del år senere får hun endnu en søn, L. Her er den helt gal.. Hun får ham med en ny sut hun har fundet – sikkert på havnen. Hun havde fandme så mange mærkelige nye kærester eller fyre hun knaldede rundt med. Husker jeg en dag sov inde i stuen på en madras på gulvet ved siden af min mor.. Ja det var ret hyggeligt, for hun lå da og humpede en eller anden klam tyk mand, ved siden af mig?

• Fuck hvor er det egentligt vildt, jeg ikke er blevet mere stjerne psykopat i mit hoved end jeg er?

Nå, men min anden lillebror L, han er altså syg.. Han har alkoholsyndrom, turette (staves?) og andre sygdomme. Han ender med at komme i en plejefamilie, en pisse sød en – som jeg følger på Facebook. L ved ikke jeg eksistere, og tror egentligt det er ret sundt – indtil han måske bliver ældre. Jeg får indimellem billeder af ham, og han ser sku sød ud, han har to søskende ud over mig, og de to passer virkelig godt på ham.

Jeg synes min biomor havde fucket mit liv rigeligt op, og husker faktisk ikke særlig mange gode øjeblikke med hende, så min far, hans kone og jeg snakkede om at jeg skulle adopteres, og derved få min biomor ud af mit liv – på en eller anden måde?

Det gik egentligt ret nemt, jeg husker jeg havde min far og Mikkel med inde for at underskrive papirene i Kbh.
Og tænk sig, min biomor reagerede faktisk aldrig på at jeg blev adopteret? Hun har aldrig nævnt det.
– Ca 2 gange om året ringer hun til mig, pisselam at høre på.. Jeg tager aldrig telefonen, men hun ligger altid en telefonsvarer. Jeg gider sku ikke bruge mit liv på hende, selvom det indimellem har slået mig, om jeg burde prøve at tage kontakt til hende?

Specielt efter alt det her med Mikkel, for livet er til låns og indimellem skal man lære at tilgive store ting. Men jeg er kommet frem til, at dette kan jeg ikke tilgive, for det bliver aldrig godt – hun har aldrig kæmpet kampen. Jo bevidst, hun har haft en pysko hård barndom. Begge hendes forældre (mine bedsteforældre) har begået selvmord og livet har ikke været en dans på røde roser.
Men jeg kan ikke tage at skulle blive såret igen, fordi jeg evt. ville kæmpe kampen om at få et forhold op at køre til min biomor igen? Hun har desværre ødelagt sit liv – og det er dybt tragisk. Men ofte vælger man sin egen vej. Jeg har valgt min, jeg skal passe på mig selv og lytte til hvad jeg inderst inde vil – og det jeg vil, er ikke hende.

Hun kender heller ikke til Mikkel, Cecilie eller mini N.
Og jeg kommer heller aldrig til at fortælle hende om dem.
En dag når mine børn er store nok til at forstå, så vil jeg fortælle dem om deres bio mormor, for det har de fortjent. Alle har nemlig fortjent at vide hvor de stammer fra og hvad der er rigtigt og forkert.

Jeg spiller med åbne kort, og er ofte som en åbn bog.

 

Den mørke hedder Teddy, han har fulgt mig i 26 år nu. – han bliver også en bamse der kommer med mig i graven i dag. synes han har fortjent en plads i dette indlæg, fordi han altid har været der for mig. Tak T.