Her for tiden, er det hele skide hamrende svært.
Jeg kan tude hele tiden, og jeg føler mig ofte rigtig vred og sur på verdenen. 

Indimellem føler jeg, at folk har glemt Mikkel. Mange tør ikke snakke om ham, om det der er sket, om hjertesygdommen eller spørge om vi skal tage over og besøge ham i hans have.
– Folk nævner ham sikkert ikke, i den tro om at hvis de ikke nævner ham, så såre de os ikke. Men jeg synes faktisk det er endnu mere sårende at folk ikke nævner ham.
Jeg bliver så glad og varm indeni, når folk enten fortæller en historie om ham eller spørger om vi ikke skal gå over og besøge ham.

 

Så lov mig, sidder du med en ven/veninde, familiemedlem eller andet – som har døden tæt på sig. Så vær ikke bange for at snakke om den afdøde, vær ikke bange for at nævne minder, historier, finde billeder eller andet frem.

Jeg ville elske at folk gjorde det, og er faktisk sikker på at den person du kender, vil gøre det samme.
Det er iorden at græde, grine, le og være sure over situationen sammen. Og hey, det er faktisk også helt i orden at snakke om døden med hinanden. Ofte er det et tabu, eller folk føler det sådan. Men for helvede, det er sku da naturligt at dø, det skal vi alle – på den ene eller anden måde.
Efter Mikkels døde, er det faldet mig ret naturligt at snakke om døden, snakke om hvad jeg gerne vil den dag jeg dør – hvor jeg vil ligge osv.

Idag har jeg kigget bøger, en bog jeg lavede få dage efter Mikkel døde, med en masse billeder, historier, minder osv. om ham.
Og bogen fra hans begravelse.

 

Den 28, i denne måned ville Mikkel være fyldt 5 år og vi ville have fejret to års bryllupsdag.
Nu har vi snakket om at få Cecilie og Niklas passet den tirsdag og tage på restaurant og prøve at få det bedste ud af dagen.

 

Jeg prøver virkelig at se det positive i livet, jeg prøver at smile og grine hver dag.
Hver dag bliver det nemmere, men savnet til min engel sidder så dybt. Og der skal ikke meget til for at ødelægge mit humør.

Idag har jeg f.eks. set Lærkevej, i afsnit 7,8 stykker viser det sig at en af personernes dreng er blevet dræbt. Hans dreng hed, Mikkel.
Da jeg skulle læse godnat bog for Cecilie og Vaskebjørnen Pjaske, så blev Mikkel ræv også nævnt.
Jeg fandt en død mariehøne i vindueskarmen.
– Jeg ser alle disse små ting, som tegn – jeg har egentligt nok bare gjort mig selv så sindssyg, at jeg føler jeg ser tegn fra Mikkel over alt – men det er min redning, så føler jeg at han er med mig.

Forleden da jeg havde hentet Cecilie fra børnehave, skulle jeg rigtigt køre ligeud i krydset, men så ville jeg skulle ligge bag en rustvogn med en kiste indeni, og det kunne min psyke ikke klare, så jeg valgte at dreje til højre og tage en omvej hjem.

Hvil i fred min skat, du er for altid elsket og savnet.