På to år, har vi været i Islev kirke tre gange.
Den første gang, var lykkelig – ja jeg tror faktisk det var den bedste dag i mit liv, for det var nemlig den dag jeg skulle giftes. Lørdag den 28.06.2014, jeg havde min fantastiske familie ved min side, det var faktisk Mikkels 3 års fødselsdag.
Jeg havde ingen anelse om at jeg havde en kronisk sygdom, at mine børn havde en kronisk sygdom.
Jeg havde ingen ide om, at min far nogle måneder efter ville falde om med hjertestop, eller en ide om at Mikkel ville dø 8 måneder efter. 
Den anden gang, var jeg ulykkelig.
Det var Mikkels begravelse, den fine kiste stod der, midt i kirken.
Der var blomster over det hele, mange af vores venner, bekendte, familie osv var mødt op i kirken. Det var fjorten dage efter Mikkels død, datoen hed 18.03.2015 – En dato jeg ikke vil glemme.

Jeg husker egentligt ikke dagen så meget, det var ligesom man bare overlevede den på en eller anden måde. Jeg husker ikke hvad jeg snakkede med folk om, eller hvad folk sagde til mig.

Jeg husker heller ikke tydeligt hvad vi lavede i de fjorten dage indtil begravelsen, andet end vi skulle finde gravsted, kiste, sten og arrangere selve begravelsen. Total surrealistisk når en bedemand spørger om højden på ens barn, for man ved jo godt inderst inde at han kun spørger så han kan få den rigtige længde kiste.

Fy for helvede hvor er det altså bare pisse unfair! Hvor er det unfair at børn skal dø! 
Jeg tænker på dig hver dag Mikkel, og beder altid om at få et tegn, så jeg ved du har det godt – deroppe på den anden side!
Du er vores først fødte, du er Cecilie og Niklas’ storebror – og sådan vil det altid være.

Den tredje gang, var i søndags d. 22.05.2016.
Jeg var glad, men havde stadig en klump i halsen, jeg kunne stadig se kisten for mig. Jeg kunne stadig se vores bryllupsdag for mig, Mikkel og Cecilie der sad der på bænken og fulgte interesseret med i hvad mor og far lavede oppe ved alteret.
Cecilie og Niklas blev døbt, Niklas vores nye lille skud på stammen.
For helvede, han ville nok ikke havde været til hvis alt det med Mikkel ikke var sket. Men fuck!!!
Mikkel, Cecilie og Niklas burde jo havde været her sammen, alle tre.
De burde havde løbet rundt og leget, set Disney film sammen, kastet med maden, tegnet på væggene, lavet ballade – drevet mig til vandvid!

 

Jeg forestiller mig ofte hvordan mit liv havde været, hvis jeg havde alle tre unger hos mig, på en gang. Det er bare en drøm, bare en forestilling – jeg finder aldrig ud af hvordan det ville være.

Om aftenen efter dåben, kunne jeg ikke sove. Så jeg gik op på Mikkels værelse, tog alt hans tøj og kastede det over i hans seng, foldede det pænt og huskede meget af tøjet, jeg grinte og græd over alle de historier der pludselig dukkede op i mit hovede. Alt det tøj jeg ikke kunne huske han havde haft, det kastede jeg ned på gulvet i en bunke – også ryger det i en genbrugscontainer inden længe.