Hvordan kan man hjælpe andre i sorg? Kommer man nogensinde videre? Er livet værd at leve? Er jeg den eneste? Er det normalt at føle sig fortabt? Er det normalt man vil begå selvmord? Må jeg stadig grine og have det sjovt? Bliver jeg nogensinde hel igen?

Hold kæft hvor har de her spørgsmål floreret meget rundt i mit hovede siden Mikkels død.
Men jeg tror det der har hjulpet mig ekstremt i denne situation er at jeg ævler løs.

Jeg har mødt andre i samme situation, og heldigvis fundet ud af at jeg ikke er ene om mine tanker.
Jeg havde i starten tænkt meget på at smadre min bil ind i et træ, og bare komme op til Mikkel og væk fra den her grusomme verden.
Men Cecilie, min familie og venner – de er grunden til jeg er blevet og bliver her indtil det er min tid. Nu er det snart halvandet år siden Mikkel døde. Og indimellem føles det hele som en film, noget man har oplevet, men ikke rigtigt har været til stede i.
Det føles så uvirkeligt, og føles indimellem som om han slet ikke har eksisteret. Journalisten igår fik virkelig spurgt ind til nogle spørgsmål igår hvor jeg tænkte, wow… Har jeg virkelig kunne klare det her?

Min skønne Mikkelfis! Jeg husker tydeligt den her dag – en hyggelig gåtur du og jeg sammen med De luxe. 

Jeg tror min hjerne prøver at skåne mig, når det hele føles som om det aldrig har været sket – at du aldrig har været her.
For selvfølgelig har du været her – jeg har født dig, jeg har kysset og krammet dig. Men det føles sku så uvirkeligt.
Engang skulle du med hjem hver dag, men nu.. Ligger du på en kirkegård.
Minderne om dig vil heldigvis altid være her, men jeg kan ikke huske din stemme – kun hvis jeg høre den på en telefon, det hele er lige så stille ved at sive ud af mit hovede.

Jeg er bare så glad for jeg har flere tusinde billeder og film af dig, så har altid noget nyt at se på.

Min smukke lækre Mikkel 

Jeg savner dig hver dag, og du mangler.. Dit grin og dit gode humør.
– Hver gang vi køre forbi kirkegården siger Cecilie “Mor, derinde sover storebror” så tro mig, du er ikke glemt basse.

–