Fra den ene dag til den anden, så knækkede jeg sammen.
For igår havde jeg det egentligt okay, men idag …
Jeg fik afleveret Cecilie og Niklas i insitution. Jeg skulle møde sent, og havde planer om bare at køre ud og handle – have god tid til at kigge i spotbordene i Netto og nipse rundt. Men sådan skulle det ikke gå, 5 min inde i forretningen. Efter lidt frugt, shampoo og proteinbars blev fyret i kurven, kunne min krop ikke mere. Jeg græd, rystede og havde en underlig følelse i kroppen.
Jeg kan mærke Mikkels dødsdag nærmer sig, for jeg kan slet ikke selv styre min krop. Jeg er pisse ked af det idag og føler jeg er totalt tung i hovedet. Jeg fryser og har egentligt mest lyst til at sove.
- Jeg er fanget i en krop, som jeg slet ikke kan styre.
Jeg vil så gerne være på mit job, men det er som om jeg ikke kan. For hvis jeg falder om, måske af stress – så skal jeg have en ICD. En ICD er faktisk det samme som en pacemaker, men med indbygget hjertestarter.
Det gør mig pisse bange, for jeg vil ikke være mærket af den her lorte hjertesygdom! For helvede, jeg har levet i 25 år uden sygdommen – og nu… Nu styre den måske mit liv, sammen med sorgen. Jeg vil være glad, frisk og fuld af energi. Jeg vil have et godt liv, for det er det Mikkel ville ønske for os. Men jeg må nok prøve at indfinde med mig at sorgen til tider flyder ind i mig ligesom kæmpe bølger i havet og slår mig omkuld.
Jeg må lære at tage mit liv med ro, og ikke have så travlt med så mange projekter som jeg er vant til – for min krop kan sku ikke mere. Men det er svært, for det er slet ikke sådan som jeg er som person.
Mikkel, nogle måneder inden han forlod verdenen. Den hyggeligste lille gåtur ned gennem kolonihaverne med hunden og ham. Han elskede vandpytterne og have mig og Deluxe (hunden) må enmandshånd.
Det er underligt fra den ene dag til den anden, pludselig at være uhelbredeligt syg, også endda med hjertet.
Min far er faktisk død af den (men blev genoplivet), og min søn. Men hvorfor har den sprunget mig over? Kommer den nogensinde til mig? Det er sådan nogle tanker mit hovede suser rundt med for tiden.
Men er jeg bange for at dø? nej, det er jeg ikke – det er naturligt at vi skal dø. – men når det hele er så tæt på. Så bliver man sku lidt betænksom over livet og prøver at lade være med at tage tingene for givet.
Jeg håber bare at det er den næste måned der er lort, indtil vi rammer Mikkels dødsdag, og at jeg så kan samle mig efterfølgende og fungere som menneske igen bagefter.
- et meget åbent og ærligt indlæg fra mig idag. Men det var det jeg havde brug for.