Når tankerne, skal ud på skrift

Det er længe siden at, jeg har haft behov for at få tankerne ud på skrift. Men idag kan jeg føle behovet er stort, og at min hjerne og mit hjerte, skal have lov med at komme ud med alt det der rumstere rundt.

Jeg har tilmeldt mig et 10 km løb på søndag, og er igang med at træne mig op til at gennemføre løbet uden pause, jeg havde planlagt en rute i mit hovede – men ikke engang 1,5 km inde i ruten, kunne jeg mærke at jeg bare havde brug for at besøge Mikkels børnehave, og den legeplads – hvorpå han fik hjertestop. Jeg ved egentligt ikke hvad jeg fik ud af at sidde på skråningen i børnehaven og kigge ned på det område, hvor Mikkel pludseligt er faldet om. Men det er som om det gav mig en ro inde i maven.

Jeg tror jeg befandt mig på legepladsen i max fem min, men det føltes som timer – for tankerne fløj virkelig rundt. Det var her Asgers afleverede ham sidste gang, her jeg har set ham rutsje, spille bold, gynge og have det sjovt, og pludseligt … BANG, så er han bare død.
Jeg glemmer aldrig det opkald jeg fik på arbejdet, jeg glemmer aldrig at jeg bare tænkte “ej det klare han da”, og selv valgte at køre fra Birkerød ind til Rigshospitalet, egentligt velvidende at min søn nok var død. For pædagogen havde jo sagt at de ikke kunne få liv i ham, og der var massere af politi og ambulance.

 

 

… Når tiden bare flyver afsted.
Lige om lidt er det 3,5 år siden Mikkel fik sine vinger, og her står jeg stadig – stærkere for hver dag. Mit liv begynder sku egentligt at gå nogenlunde okay, den ene dag er fantastisk og den anden er mindre fantastisk. Jeg tænker på Mikkel hver evig eneste dag, men jeg har virkelig lært at kunne håndtere min sorg.
Jeg føler lidt at sorgen er lagt ned i en boks, og den boks har jeg selv lært at man kan åbne og lukke. Den åbner ikke sig selv mere, og jeg har lært at sorg er helt okay.
Det er okay at råbe, grine, skrige, græde – specielt når man har mistet! Og det er endnu mere okay, at åbne sig op og sige til omverdenen, at livet til tider bare er det rene helvede.

Mine unger har vokset sig store, og Cecilie forstår virkelig mere og mere af hvad der er sket. Hun er selv begyndt at spørger ind til Mikkel. Hun mener at Mikkel hoppede på trampolin, og er død oppe i skyerne (måske fordi han er hoppet for højt?) Hun nævner også overfor hendes venner, at storebror er død – og det virker heldigvis så pisse naturligt for hende.
Jeg vil virkelig lære hende op med, at det er helt ok at snakke om døden, for som jeg har skrevet så pisse mange gange .. Så er døden IKKE et tabu.

Niklas er stadig bare en lille myr på 2,5 år som nok ikke forstår at han har en storebror, som desværre er død. Han nyder bare tilværelsen og opfører sig fuldstændig som en jævnaldrene, dog bare med det minus – at han også render rundt med selvsamme hjertesygdom, som hans bror og søster.

 

Har jeg dårlig samvittighed?
Til tider har jeg spurgt mig selv, om jeg har dårlig samvittighed over at have bragt tre børn til verdenen med en hjertesygdom, men er egentligt nok kommet frem til at nej, det er jeg ikke. Det skal jeg ikke være – for med Mikkel og Cecilie, vidste vi ikke engang da de blev født, at vi havde Langt QT-syndrom i familien. Og Niklas, der må jeg ærligt indrømme – at da jeg fik af vide at chancen er 50% for at få et hjertebarn igen, og jeg nu allerede havde to hjertebørn, så burde han gå fri. Men sådan blev det bare ikke. Men vi prøver, at få det bedste ud af hverdagen, og kan prise og lykkelige med at Rigshospitalet, heldigvis altid vil tage os alvorligt hvis vi er usikre i noget, så vil de altid tage os alle tre ind og tjekke os igennem i hoved og røv.

Og igen .. Ved jeg egentligt ikke hvad jeg fik ud af dette indlæg, andet end jeg fik tømt ud af nogle tanker – og fik dem ud på skrift.